Modtager din hjemmeside begrænset trafik, eller har du et fåtal af krævende funktioner, er dommen forholdsvis klar – i så fald kan du sagtens nøjes med et webhotel på en shared server. Er dette ikke tilfældet, er det måske værd at overveje, om du skal vælge en dedikeret serverløsning – alternativt ved selv at investere i hard- og software. I denne artikel kigger vi på de grundlæggende forskelle ved de to servertyper, så du forhåbentlig kan træffe et velfunderet valg ift. din forretning. Du kan finde mere information og priser på begge servertyper her.
Delt serverløsning – billigt og fleksibelt
Langt de fleste hjemmeside- og webshopejere benytter – med rette – en shared serverløsning, der er kendetegnet ved, at flere websites hostes på den samme server. De deler med andre ord ”pladsen” på serveren. Fordelene ved denne servertype er først og fremmest af økonomisk karakter. I og med at flere har mulighed for at bruge den samme server, kan priserne for den enkelte presses ned. Ydermere slipper du med en shared serverløsning for selv at skulle investere i serverudstyr, herunder både hard- og software, hvilket kan løbe op i et anseeligt beløb – for ikke at tale om udgifter til vedligeholdelse og drift.
Ulempen ved en delt server er, at du ikke på samme måde har kontrol med den data, der ligger på serveren. Du er blot et nummer ud af mange, og derfor kan det være noget nær umuligt at føre tilsyn og kontrol med serveren på daglig basis. Endvidere kan en shared server være en knap så optimal løsning, hvis din hjemmeside eller IT-systemer er særdeles krævende og lægger beslag på store ressourcer.
Dedikeret server – store og krævende behov
Arbejder du i en større virksomhed, eller har din forretning naturligt brug for betydelige ressourcer i relation til jeres serverløsning, kommer du sandsynligvis længst med en dedikeret serverløsning. Her er I som bekendt de eneste, der benytter den pågældende server, hvilket kan være fordelagtigt ud fra sikkerheds- og driftsmæssige hensyn. Det er både muligt at leje plads på en dedikeret server hos en serverudbyder, men du kan også selv investere i det nødvendige udstyr, hvis du af den ene eller anden årsag foretrækker din løsning inhouse.
En dedikeret serverløsning har en række ulemper, herunder særligt prisen. Løsningen er ofte betydeligt mere omkostningstung end alternativet – især hvis du vælger selv at investere i hard- og software. Ikke desto mindre kan løsningen være et ”nødvendigt onde”, såfremt du ønsker ubegrænset adgang til at føre tilsyn og kontrol.
Det kan være en rigtig god idé at konsultere en serverudbyder, inden du træffer din beslutning – på denne måde undgår du både at vælge en utilstrækkelig løsning, der ikke matcher dine behov, men på den anden side slipper du også for at kaste penge efter noget, du egentlig ikke har brug for. Det kan desuden betale sig at være langsigtet i sit valg af serverløsning – har du udsigter til kraftig ekspansion, der øger behovet for serverkapacitet, kan du med fordel overveje at vælge ud fra fremtidige behov.