Den svære kunst at skrive til mennesker og maskiner

Photo of author

By Amanda Chimbonda

Når vi som internetbrugere begiver os ud i det digitale hav, er det altid med et formål in mente. Det kan være, vi vil finde datoen for Metallicas næste koncert i Danmark. Det kan være, vi vil udvide vores kulinariske horisont og lære mere om det marokkanske køkken. Eller det kan være, at vi bare ønsker lidt underholdning, fordi vi keder os og ikke har andet at give os til.

De informationer vi søger for at dække vores behov, antager altid form som skriftlige tekster. Men uanset hvor stort vores behov er, eller hvad vores behov drejer sig om, giver den perfekte tekst os den tilfredsstillelse vi søger.

Som professionelt webbureau kender vi alt for godt de udfordringer, der hører til online tekstforfatning. Ikke desto mindre har vi i dette indlæg forsøgt at opridse, hvilke udfordringer og løsninger man kan finde inden for dette område af søgemaskineoptimering. Læs mere om vores SEO arbejde her, eller læs om vores refleksioner om webtekster neden for.

 

Webteksten er en hybrid af information og salg

Udover at dække et behov er der også et andet element til webtekster, som er meget karakteristisk for genren: Næsten alle online tekster er lige så sælgende, som de er informerende.

Vi kan ikke komme uden om, at formålet med mange hjemmesider er at sælge et produkt eller en løsning på et problem. Derfor må teksterne omkring disse ydelser og services naturligvis også være opfordrende og motiverende, så læseren foretager den handling, som virksomheden ønsker.

Så vi lyver ikke, når vi hævder, at salg eller evnen til at sælge implicit er en disciplin, som hører ind under tekstforfatningens kunst.

 

Tekstforfatning til web skal tage højde for mennesker og maskiner

Som tekstforfatter skal man ikke kun formidle et budskab klart og tydeligt. Man skal også målrette sit content og skrive det i modtagerens øjenhøjde. Derudover skal man inkorporere forskellige skriveteknikker for at sikre, at læseren får en god oplevelse ud af læsningen.

Men som om tekstforfatning ikke kan være svært nok i sig selv, skal man i forhold til online tekstforfatning også skrive sine tekster, så de stemmer overens med søgemaskinernes algoritmer. Gør du det, er der en chance for, at dit content får en god ranking i SERP’en (search engine results page).

Online tekstforfatning er derfor en tosidet disciplin. På den ene side skal du skrive en lækker tekst, hvor du løser et problem, som modtager sidder inde med. På den anden side skal du redigere din tekst, så den fremstår lækker for Google.

Du skal derfor ikke kun have empati nok til at sætte dig ind i dine læseres mindset. Du skal også forstå og holde dig opdateret på de kriterier, som søgemaskinerne bruger, når de vurderer hjemmesider.

 

Google elsker brugervenlighed frem for alt andet

Ønsker du at målrette dine tekster til søgemaskiner som Google, må du forstå, hvilke forhold Google vurderer og prioriterer hjemmesider ud fra, når den tildeler rangering. Disse forhold er utallige, og ingen ved helt præcis, hvad det er, at Google vil have. Kloge hoveder har dog kunnet deducere, at trods de konstante ændringer i Googles slørede vurderingsalgoritmer, vægter søgemaskinen brugervenlighed over alt andet.

Kigger man på online brugervenlighed ud fra et tekstforfatningsperspektiv, betyder det, at man skal gøre sine tekster lige så letforståelige og tilgængelige over for Google, som man ville gøre i arbejdet med at målrette sine tekster til menneskeøjne.

Helt konkret skal man for eksempel skrive sine over- og underskrifter, så Google nemt kan skimme dem. Her er det en god idé at skrive sine søgeord ind i over- og underskrifterne, så Google hurtigt forstår, hvad dit skriftlige indhold drejer sig om.

Derudover bør man i sine tekster også anvende ord og begreber, som er meget gængse og hyppigt anvendte inden for det emne, man skriver om. Årsagen til dette ligger i Latent Semantic Indexing (LSI) – en matematisk analysemetode, som søgemaskiner bruger til at vurdere sammenhængen mellem ord og begreber i skriftligt webindhold. Ved at bruge ord og termer der hører til samme ”kategori”, kan Google nemmere og hurtigere vurdere, hvad dit content helt præcist drejer sig om.

 

Du kommer langt med godt content

Listen over tommelfingerregler er for lang til at opremse i dette skriv, hvorfor det ikke giver mening, at vi går yderligere i dybden med dette. Afslutningsvis påpeger vi atter, at Google elsker brugervenlighed over alt andet. Som tekstforfatter skal du derfor altid sætte anvendelighed og brugervenlighed højest på din prioritetsliste.

Skriver du gode, informerende – og ikke mindst relevante – tekster, som forklarer diverse fænomener på en overskuelig måde, kan du høste mange søgemaskinepoint blot via dit skriftlige håndværk. Når dit indhold er relevant og velskrevet, vil mange læsere automatisk finde vej til det, for eksempel fordi dit content bliver nævnt/delt i sociale fora.

Og er der mange, der læser dit indhold, vil Google uden tvivl lægge mærke til det. Ud fra dine mange besøgende samt den jævne strøm af nye læsere vil søgemaskinegiganten tænke, at dit indhold er relevant og brugervenligt. Google vil derfor give dig en høj ranking i SERP’en.

Med relevant og velskrevet content når du langt. Krydrer du dine skriverier med søgetermer, og er du samtidig obs på de tendenser, som Google favoriserer, vil du nå endnu længere.